Problemet

Mange af os følte, at vi havde adskillige egenskaber til fælles som følge af at være vokset op i et alkoholisk eller andet dysfunktionelt hjem.
Vi var kommet til at føle os isolerede og ufri sammen med andre mennesker, især autoritetsfigurer. For at beskytte os selv blev vi "behagere" og mistede derved vores egen identitet. Ligegyldigt hvad, forvekslede vi enhver kritik med en trussel.

Vi blev enten selv alkoholikere, giftede os med dem eller begge dele. Hvis dette ikke lykkedes, fandt vi en anden tvangspersonlighed, f.eks. en arbejdsnarkoman, for at få opfyldt vort sygelige behov for at blive forladt.

Vi levede livet med et offers standpunkt. Fordi vi havde en overudviklet ansvarsfølelse, foretrak vi at bekymre os om andre frem for os selv. Når vi stolede på os selv, fik vi skyldfølelser og gav efter for andre. Vi blev reagerende i stedet for handlende, idet vi lod andre tage initiativerne.

Vi blev afhængige personligheder og rædselsslagne for at blive forladt. Vi var villige til at gøre næsten alt for at holde fast ved et forhold, så vi ikke blev forladt følelsesmæssigt. Vi fortsatte med at vælge utrygge forhold, da de lignede forholdet vore alkoholiske eller dysfunktionelle forældre i barndommen.

Disse symptomer fra den alkoholiske eller dysfunktionelle familiesygdom gjorde os til "med-ofre" - de, der får sygdommens egenskaber uden nødvendigvis nogensinde at drikke alkohol.

Vi lærte at undertrykke vores følelser som børn og lade dem forblive begravet som voksne. Som resultat af denne prægning forvekslede vi ofte kærlighed med medlidenhed, tilbøjelige til at elske dem, vi kunne frelse.

Endnu mere selvudslettende blev vi afhængige af spænding i alle vore forhold, så vi foretrak konstant ufred frem for brugbare løsninger.

DETTE ER EN BESKRIVELSE IKKE EN ANKLAGE.


Tilbage til oversigten over ACA-teksterne