| |
Løsningen
Løsningen er at blive din egen kærlige
forælder.
Efterhånden som ACA bliver et trygt sted for dig at være,
vil du finde frihed til at udtrykke al den smerte og angst, som
du har gemt i dig, og befri dig fra skammen og skylden, der er levn
fra fortiden. Du bliver en voksen, der ikke længere er spærret
inde i barndomsreaktioner. Du vil helbrede barnet i dig, idet du
lærer at acceptere og elske dig selv.
Helbredelsen begynder, når vi vover at bryde vor isolation.
Følelser og begravede minder vil vende tilbage. Ved gradvist
at løsne op for byrden af ikke-udtrykt sorg, bevæger
vi os langsomt ud af fortiden. Vi lærer at være vor
egen forælder med ømhed, humor, kærlighed og
respekt.
Denne proces får os til at se vore biologiske forældre
som redskaber til vor eksistens. Vor egentlige forælder
er en højere magt, som nogle af os vælger at kalde
Gud. Selv om vi havde alkoholiske eller dysfunktionelle forældre,
gav vores højere magt os De Tolv Trin til helbredelse.
Dette er handlingerne og arbejdet, der helbreder os: Vi bruger Trinene,
vi bruger møderne, vi bruger telefonen. Vi deler vor erfaring,
styrke og håb med hinanden. Vi lærer at ændre vor
syge måde at tænke på - én dag ad gangen. Når
vi befrier vore forældre fra ansvaret for vore handlinger
i dag, bliver vi frie til at træffe sunde beslutninger som
handlende - ikke reagerende. Vi går fra smerte, til helbredelse,
til at hjælpe. Vi vågner til en følelse af helhed, vi aldrig før
troede, var mulig.
Ved at komme regelmæssigt til disse møder vil du komme
til at se forældre-alkoholisme eller familie-dysfunktion
som det, den er: en sygdom, der smittede dig som barn og fortsætter med
at påvirke dig som voksen. Du lærer at fokusere på
dig selv her og nu. Du vil tage ansvaret for dit eget liv og give dig selv forældreomsorg.
Du kommer ikke til at gøre dette alene. Se dig omkring, og
du vil se andre, der véd, hvordan du har det. Vi
vil elske og støtte dig, uanset hvad. Vi beder dig acceptere
os, ligesom vi accepterer dig.
Dette er et åndeligt program, baseret på handling udsprunget af kærlighed.
Vi ved, at når kærligheden vokser inden i dig, vil du
opleve smukke forandringer i alle dine forhold, specielt til din
Gud, dig selv og dine forældre.
Tilbage
til oversigten over ACA-teksterne
|
|